The Armory – Vaultens Våbenkammer

Bag dobbelte stålporte, bevogtet døgnet rundt, ligger The Armory: et kolossalt depot af alt, hvad Vault Horizon råder over af våben og ammunition. Rifler hænger i regimenteret orden, pistoler er placeret i nummererede skuffer, og kasser med granater og eksperimentelt gear står på tunge reoler. Luften lugter af olie, stål og desinfektionsmidler, og rummet er oplyst af kolde, hvide lamper, der kaster alt i skarpe skygger. Det er her, soldater henter deres våben før en mission, og det er her, man mærker vægten af Vaultens militaristiske rygrad. Ingen våben forlader stedet uden Irinas tilladelse.

Irina “Ironjaw” Volkova

Irina er en massiv kvinde i fyrrerne, med skuldre som en soldat og en glinsende cybernetisk kæbe, der gør hendes stemme metallisk og uforglemmelig. Hun fik tilnavnet “Ironjaw” både på grund af implantatet og fordi hendes vilje er lige så ubønhørlig som stål. Hun taler kort, præcist og uden tålmodighed for undskyldninger.

Irina behandler våbnene, som andre behandler børn. Hun polerer, justerer og registrerer dem med en nidkærhed, der gør depotet til et næsten helligt sted. Soldaterne siger ofte, at hun husker, hvilket våben hver enkelt af dem bar i kamp – og at hun kan fortælle præcis, hvordan det blev brugt, ud fra ridserne i metallet. Hun er ikke sentimental, men hun har respekt for dem, der tager deres våben alvorligt.

Hun nægter at udlevere avancerede eller eksperimentelle våben til folk, hun ikke stoler på. For hende handler det ikke om favoritisme, men om ansvar: et dårligt valg kan koste liv, og det er hendes ansvar, hvis et våben falder i de forkerte hænder. Rygterne siger, at hun engang trak sin egen pistol på en soldat, der mishandlede sit gevær – og at hun ville gøre det igen uden at blinke.

For eventyrere er hun både mur og port. Hun kan skaffe de bedste våben i Vaulten, men man skal gøre sig fortjent til hendes respekt først. Når hun til sidst rækker en prototype over disken, er det ikke bare et stykke udstyr – det er en prøve, og hun forventer, at det bliver brugt med værdighed.

The Archive – Vaultens Hukommelse

Dybt nede i en støvet fløj af Vault Horizon ligger The Archive. Et kammer af stål, fyldt med gamle dokumenter, gulnede kort, og datachips, der stadig summer svagt med tabt viden. Rummet er mørkt, kun oplyst af blålige lamper, der kaster kolde skygger over rækker af arkivskabe og terminaler. Arkivet er ikke bare et bibliotek – det er et våben. Viden herfra har ført til både sejr og massakrer, og intet slipper ud uden Jonah Pikes godkendelse.

Jonah Pike

Jonah Pike er ingen skrøbelig bibliotekar. Han er en semi-cyborg, højt ranket og respekteret, med data-implantater langs tindingerne og en mekanisk arm bygget til både styrke og præcision. Hans ene øje er udskiftet med en kold, lysende optik, som kan scanne tekster, ansigter – eller svagheder. Han går klædt i en sort uniform med Vaultens emblem, og han bærer altid en kortstødt pistol på hoften.

Jonah er Vaultens hukommelse, men han er også dens vogter. Han tolererer ingen forstyrrelser og beskytter sine arkiver med samme autoritet, som Marcus beskytter portalen. For ham er viden magt – og magt må kun udleveres til dem, der kan bære den. Han er karismatisk, men kølig; han smiler sjældent, og når han gør, føles det mere som en advarsel end som en venlighed.

Spillere, der søger hans hjælp, mødes ikke af en venlig vejleder, men af en prøvelse. Jonah kræver, at de beviser deres værd, før han deler et eneste dokument eller kort. Dem, han finder uegnede, får aldrig adgang – og rygterne siger, at et par stykker, der forsøgte at tage viden uden tilladelse, forsvandt sporløst i Vaultens mørke.

Jonah Pike er mere end arkivar: han er en dommer over, hvem der får lov til at kende fortiden – og dermed, hvem der har en chance for at forme fremtiden.

The Yard – Træningshallen

I Vaultens dybeste sektorer ligger The Yard: et massivt betonkammer, hvor lyden af kamptræning runger mellem væggene. Fluorescerende lamper kaster hårdt lys ned over bokseringe, sparringszoner og skydestande. Luften lugter af sved, olie og krudtrøg. Her formes Vaultens soldater og eventyrere, her testes deres udstyr, og her smedes de til krigere, der kan overleve udenfor portene. Midt i det hele står Stones Garrett – manden, der aldrig bøjer nakken.

Stones Garrett

Garrett er en bjerg af en mand: skaldet, dækket af gamle tatoveringer og med et blik, der kan få selv en veteran til at rette sig. Hans tilnavn “Stones” kommer både fra hans ubevægelige fysik og hans kompromisløse disciplin. Han bærer altid slidt, men funktionelt taktisk gear, og han holder en pistol eller et batonslag ved hånden som en naturlig forlængelse af sig selv.

Han er ikke typen, der hæver stemmen i panik – han gør det for at teste, bryde og genopbygge folk, indtil de bliver bedre, stærkere, hårdere. For Garrett er træning ikke en aktivitet, men en kamp mod svaghed. “Du dør ikke, fordi du mangler våben. Du dør, fordi du ikke er klar,” siger han til enhver, der brokker sig over hans metoder.

Residents møder ham som en mur: han uddeler ikke træning eller udstyr let. Han kræver beviser – blod, sved eller handling. Men når han først accepterer nogen, bliver de en del af hans “flok”, og han vil kæmpe for dem, som om de var hans egne soldater. Rygterne siger, at han engang slog en overordnet halvt fordærvet, fordi denne ville sende uerfarne unge ud i felten. Garrett tager ansvar, men på sine egne præmisser.

The Lab – Eksperimenternes Katedral

Dybt i Vault Horizon, bag tunge døre med advarselsskilte, ligger The Lab. Rummet er klaustrofobisk, fyldt med stålborde, kabler, blinkende terminaler og glødende væskebeholdere. Vægge og gulv er brændmærkede efter eksperimenter, der “næsten” lykkedes, og luften sitrer af ozon og kemikalier. Dette er ikke et officielt forskningscenter – det er Dr. Nyla Corbetts private domæne, hvor hun skaber maskiner og blandinger, ingen andre ville turde slippe løs.

Dr. Nyla Corbett

Nyla Corbett er lige dele videnskabskvinde, forfører og galning. Hendes mørke hår falder løst, ofte med en lille stribe farve som en påmindelse om hendes flamboyante side. Hun bærer altid en stram, halvt åben labcoat, der afslører mere, end et møde med en forsker burde. Hun dufter svagt af røgelse blandet med kemiske dampe, og hendes blik er lige så skarpt, som det er inviterende.

Hun taler lavmælt, med et smil, der kan føles både betryggende og farligt. Hun kalder sine opfindelser “elskere”, og hun beskriver eksperimenter som om de var intime relationer. “Alt, der er værd at skabe, skal bringe dig tæt på kanten,” siger hun ofte, mens hun lader fingrene glide over en glødende prototype eller et nyt implantat.

Spillere, der opsøger hende, får sjældent præcis det, de forventer. Hun tilbyder gadgets, stimulanser og bioteknologi, men altid med en skjult pris – en bivirkning, en afhængighed eller en binding til hende selv. Mange i Vaulten advarer mod at handle med hende, men lige så mange gør det alligevel, fordi hun tilbyder noget, ingen andre kan. Nyla ved, hvordan hun skal fange folk, og hun nyder det.

Overseer Amadeus Stroud – The Founder

Der var en tid, hvor Vault Horizon ikke havde noget råd. Ingen stemmer, ingen afstemninger, ingen diskussioner. Kun én mand.
Da bomberne faldt, og dørene til Vault Horizon lukkede sig bag de overlevende, trådte Amadeus Stroud frem og tog positionen som vaultens første og eneste leder. Ikke valgt, ikke bedt – men accepteret. Han tog beslutningerne, som ingen andre turde. Hvilke sektioner skulle have energi, hvem skulle have adgang til fødevarerne, og hvilke døre der aldrig måtte åbnes igen. Hans ord var lov, og det reddede Vault Horizon fra at implodere i de første år, hvor frygt og kaos ellers truede med at rive alt ned.

Ti år senere skete det utænkelige: Stroud gav magten fra sig. Han indkaldte til Vaultens første afstemning, skabte rammerne for et råd – og stillede ikke selv op. Til alles overraskelse trak han sig tilbage. Mange så det som hans største bedrift: at han gav folket et system, der kunne overleve uden ham.

I dag er Amadeus Stroud en levende legende. Hans stol står stadig ved rådets bord, selvom han sjældent bruger den. Når debatterne bliver for ophedede, kalder man på ham. Hans ord er ikke længere lov, men hans stemme er stadig tungere end de flestes.

Han bruger sine dage på at rådgive, på konsultationer om alt fra diplomati til energiforbrug – og på sin store passion: skak. Stroud driver Vault Horizon’s eneste skakskole, og for ham er spillet ikke bare et tidsfordriv, men en måde at lære disciplin, strategi og tålmodighed. Mange af de unge, der senere blev soldater eller forskere, startede som hans elever ved et bræt.

Amadeus Stroud er Vaultens faderfigur, men også dens levende påmindelse om, at ingen magt varer evigt. Han er ældre nu, grå i håret, med en rolig stemme og et blik, der ser længere frem end de fleste. Når han træder ind i et rum, dæmpes stemmerne. Ikke af frygt, men af respekt.