Stores - Vault Horizon | Lord Sodes Adventures

Calder’s Cache – Survival & Sprængstoffer

Calder’s Cache ligger for enden af en smal tunnel, tæt ved et gammelt lagerkompleks i Vaulten. Butikken er mere et depot end en egentlig forretning: stålkasser med stempler fra en svunden tid er stablet i rækker, og der lugter altid af krudt, støv og gammelt metal. På væggene hænger fælder, miner, improviserede sprængladninger og slidte survival-kits, klar til dem, der skal bevæge sig udenfor. Det er ikke et sted for pynt eller overfladiske detaljer – alt her er bygget til at holde dig i live, eller til at sprænge noget andet i stykker. Mange eventyrere kommer hertil, når de ved, at de skal ud i noget, hvor standardudstyr bare ikke er nok.

Bram Calder

Bram er en mand, der bærer krigen i øjnene. Hans ansigt er markeret af ar, og hans stemme er ru som sandpapir. Han er ikke en mand, der spilder ord, men når han taler, er det ofte med en tør, sorthumoristisk kommentar – især når samtalen falder på sprængstoffer. For Bram er en “god eksplosion” ikke bare et værktøj, men næsten en form for kunst. Han omtaler sine miner og granater som “små børn” og insisterer på, at de fortjener respekt. De, der handler hos ham, ved, at han ikke sælger til hvem som helst: han vurderer altid, om køberen kan “bære ansvaret”. For eventyrere betyder det, at han kan være både en uvurderlig allieret og en uigennemtrængelig mur – afhængigt af, om de kan overbevise ham om, at de ved, hvad de laver.

Redhands’ Repairs – Våbenmekanikeren

Dybt i Vaultens industrielle sektor ligger Redhands’ Repairs – et værksted, der altid lugter af olie, brændt krudt og koldt stål. Lokalet er halvmørkt, kun oplyst af en enkelt lampe over hovedbordet, hvor våben ligger skilt ad i hundredvis af dele. Støvede stålkasser med ammunition og reservedele er stablet langs væggene, og gnisterne fra svejseapparater kaster korte glimt i mørket. Det er her, soldater og eventyrere kommer, når deres udstyr skal fixes, opgraderes eller forvandles til noget helt nyt – ofte noget, der aldrig ville bestå officielle sikkerhedsstandarder.

Mara “Redhands” Kessler

Mara er en kvinde, der bærer sine år og sine ar med stolthed. Hun har olie under neglene, brandsår på armene og en permanent lugt af metal omkring sig. Hun siger sjældent mere end nødvendigt, men når hun taler, er det med en skarp, tør humor. Hun elsker maskiner mere end mennesker, men hun respekterer dem, der sætter deres liv på spil udenfor portene – og det viser hun ved at give dem det bedste udstyr, hun kan skrue sammen. Hendes kælenavn “Redhands” kommer både fra arbejdet med metal og fra de rygter, der siger, hun engang brugte sine evner til langt mere blodige formål. Om det er sandt, svarer hun aldrig på – hun smiler bare skævt og tænder svejsebrænderen.

Rook’s Wards – Rustning & Beskyttelse

Midt i en af Vaultens sidekorridorer ligger Rook’s Wards – et værksted, der altid summer af symaskiner, svejseapparater og den metalliske klang af plader, der bliver banket på plads. Rummet er pakket med rustninger, dragter og beskyttelsesudstyr, alt fra improviserede kevlarjakker til tunge, pladeforstærkede miljødragter. Overalt hænger prøver på væggene, sirligt organiseret efter funktion og størrelse, men stadig præget af Vaultens rå, industrielle stil. Det er her, folk kommer for at få rustning, der kan holde dem i live i støvstorme, banditangreb og alt det ukendte, der venter udenfor portene.

Dalia Rook

Dalia er kendt for sit kølige overblik og sin præcise hånd. Hun har en skarp tunge og en vane med at kommentere på folks fysik, som om hun allerede er ved at tage mål til deres næste dragt. Hun er praktisk, nøgtern og har sjældent tid til snak, men hendes tørre humor bryder ofte igennem, når hun sysler med sine projekter. Dalia har en særlig respekt for dem, der tør tage risikoen udenfor – hun kalder dem “hendes modeller”, og hun holder nøje øje med, hvordan hendes kreationer klarer sig i felten. De, der vender tilbage, kan altid regne med en forbedring, en justering eller en hemmelig opgradering skjult i syningen. For hende er rustning ikke bare stof og stål – det er den tynde linje mellem liv og død, og hun ser det som sit ansvar at sørge for, at linjen holder.