Mateo vågner til kirkeklokkerne i sit ydmyge gemakker, der har været hans hjem i over 15 år. I dag er den store dag, hvor Anselmo har en vigtig opgave, som skal vise mateo værdig til at varetage opgaven som præst på Columbus’ rejse mod Indien. Han gør sin morgenritualer og springer i sit iver morgenmaden over, da fader Anselmo har bedt ham komme ved morgengry. En spændt Mateo træder ind i rummet og bliver mødt af den gamle mand, der har en yderst vigtig opgave. En vildfaren sjæl ved navn Don Rafael kræver frelse og fader Anselmo ønsker at Mateo skal stå for dette, for også at bevise sin hengivenhed til kirken. Han fortæller kort historien om den gamle fisker, der gradvist mistede familie og nu var alene og fortabt. Mateo forbereder sig på en lang dag og vælger alligevel at styrke sig med lidt morgenmad, samt indsamle nødvendige relikvier og læse relevante bibel vers. Afsted det gik ud af kirken til den henviste adresse. Han når ikke langt fra kirken, inden han støder på to byvagter, der med en lille fløjte hidkalder legenden Gonzalo Fernández. Gonzalo kender til Mateos opgave og skal oveni købet hjælpe ham med denne. Han fortæller yderligt Mateo, at de har haft fat i Don Rafael over flere omgange og at chancerne er ved at være opbrugte, men nabolaget har en tendens til at holde en hånd over ham, så det er svært at fælde ham endegyldigt. Indtrykket af Gonzales, som en mand man træder varsomt med bekræftes af hans kortfattethed og stålfaste blik under udvekslingen med Mateo. Gonzales udleverer fløjten til Mateo som redningssignalet, men tilbyder også at de kan gøre kort proces. Mateo vil dog først forsøge at redde den fortabte sjæl på egen hånd. Mateo ankommer til bydelen, hvor hedninge tilbeder deres falske idoler, lommetyve og sigøjnere hviler deres hoveder og sliber deres knive. Med Gud i ryggen ankommer han til palæet, hvor den fortabte fisker bor. En ulåst hoveddør leder ham i det store palæ, hvor en kold fornemmelse rammer ham. Bevæbnet med bibel og kors gennemsøger han stue etage, men da ingen Don Rafael er at finde begiver han sig ovenpå. Han finder da kun tomme senge og et rodet pulterkammer. Ved nærmere inspektion og aftenens første crit finder han ud af, at begge soveværelser er i brug og endnu vigtigere en skjult messing nøgle i et skrivebord i master bedroom. En bange og tøvende Mateo samler sit mod og råber HALLO! Intet svar.. DON RAFAEL! Stadig intet.. Lidt mere modig drager han mod kælderen, som er det sidste uudforsket området i palæet. Mateo kan næsten ikke tro sine øjne! Et rum plasteret til i djævlesymboler, døde kroppe, kranier og en forfærdelig dunst af vantro tilbedelse af satan selv. Hedninge af den værste kaliber! En forberedt Don Rafael messer da ord i en dyb og satanisk ryst, der ville få de stærkeste mænd til at blegne, men ikke Mateo, der med sin bibel i hånd messer guddommelige ord, som kom de fra Guds læber selv! En krig imellem det gode og onde bryder ud, hvor de to dødelige mænd repræsenterer deres. Den dybe ryst fra Don Rafael synes næsten at få taget på Mateo, der uden held forsøger at få talt fornuft til den tidligere fisker. Don Rafael forbander Gud og hylder kongen i gult! Under denne udveksling af riter og blasfemi fylder et syn kortvarigt Mateos sind - en trone af guld, knogler, kranier og symboler. Barne gråd høres, da en skikkelse dukker op fra en afkrog med et spædbarn svøbt i klæder og bevæger sig med bestemte skridt mod et offerbord. Mateos hjerter bliver grebet af wrath og han flyver ned af trapperne og gennemborer den skallede djævletilbeder med sin korde. Et tilsyneladende dræbende stød, men dulken står næsten upåvirket og kigger på Mateo, lægger barnet nænsomt, hvorefter han forgæves svinger deres offerkniv mod Mateo, der for fulde gardiner blæser i fløjten imens han undviger. I kampens hede gennemtrænger Don Rafael Mateos barriere og skaber en gennemsyrende frygt, der forsager at Mateo misser sit angreb mod dulken. Det vælter da ind ad døren med byvagter, der modtager de samme sataniske riter som Mateo og skider i bukserne imens de vælter ned af trappen. Gonzales glider da på gelænderet i vaske ægte legende stil udenom lort og panser og indtager kælderen. Dulken forsøger at flygte, men overgiver sig sammen med sin hedenske kompagnon. Kampen er ovre. Mateo tager barnet, men da det går op for ham, at dette betyder at de vantro ender i Gonzales varetægt, forsøger han at overtale en bytter, dog uden held. De forlader alle palæet og Mateo sætter som det sidste de to store kors på hver deres side af døren ned til kælderen og efterlader lidt modvilligt det uudforsket blasfemi og en underjordisk tunnel med ukendt destination. Mateo og Gonzales aftaler at mødes senere til en debriefing, men for nu at vende hjem med hver deres opgave på hænderne.

Credit: Kingo the kid