Samling i Kommandocentralen

Efter de obligatoriske sikkerhedsscanninger og et par timer i de sterile gangsystemer bliver gruppen endelig kaldt ind til samling i Vault Horizon Command.

I et aflåst mødelokale, venter de to divisionsledere:
Elias “Ironhand” Kovács, leder for Division for Militær Sikkerhed, og Dr. Elara “Major” Voss, leder for Division for Ressourcestyring.

Missionen:
Den første ekspedition til Cobalt Basin, en tidligere mine og forskningsstation, er forsvundet sporløst for otte dage siden.
Kommunikationen forstummede pludseligt, og både militær og forskningspersonel er savnet.

Gruppens opgave er klar:
→ Reetablér forbindelse.
→ Find overlevende.
→ Sikr forskningsdata og fragmentprøver.

Men som Kovács tørt bemærker, inden dørene glider op mod stargate loading bay;

“Hvis I finder ud af, hvorfor vi mistede kontakt… så prøv at undgå at gentage det.”

VAULT HORIZON – OFFICIAL FIELD DOSSIER

Subject: Cobalt Basin Mining Complex
Classification: Level 3 – Operational Briefing
Issued by: Division for Ressourcestyring & Division for Militær Sikkerhed

Overview

Cobalt Basin er et tidligere industrielt minedistrikt beliggende i de sydlige Rocky Mountains.
Komplekset blev oprindeligt opført i de tidlige 2030’ere som en kombineret kobolt- og nikkelmine, men blev udvidet markant i 2050’erne, efter asteroidenedslagene afslørede nye forekomster af ukendte isotoper i området.

Efter den atomare konflikt i 2058 blev anlægget forseglet og registreret som “ikke-operativt.”
Stråling og ustabil geologi gjorde området uegnet til genoptagelse af minedrift i flere årtier.

Current Status

Seneste scanninger fra Division for Ressourcestyring viser markant energiaktivitet i undergrundslagene omkring Cobalt Basin.
Det vurderes, at reststrukturer fra de gamle miner stadig står delvist intakte – herunder elevatoraksler, reaktorrum og datacentraler.
De dybeste sektorer menes at indeholde rester af eksperimentelle udvindingssystemer udviklet før krigen.

Militære rekognosceringsdroner bekræfter, at adgangsvejene stadig eksisterer, men er delvist sammenstyrtede.
Atmosfæriske data tyder på lavt iltniveau, høj støvkoncentration og spor af elektromagnetisk interferens.

Strategic Value

Vault Horizon vurderer, at Cobalt Basin rummer:

• Sjældne mineralforekomster egnet til fremstilling af Power-Core-komponenter.

• Mulige restdata fra føderal forskning før 2058.

• Potentiel genaktivering af energiinfrastruktur i regionen.

Kontrol over Cobalt Basin kan give Vault Horizon en betydelig ressourcefordel i de næste produktionscyklusser og styrke forsyningssikkerheden for både energi og avancerede materialer.

Elevatoren var ikke et valg. Den var den eneste vej videre.
Og da dørene lukkede bag jer, begyndte den langsomme nedstigning mod Cobalt Basins underste niveauer.

Kablerne sang en metallisk klagesang, hver vibration skar sig ind i nerverne.
Platformen knagede under fødderne — som om hele konstruktionen prøvede at overbevise jer om, at den stadig kunne bære vægten.

Her, mellem ledningsbundter og klynger af forsyningsrør, lå fire gamle vagter, for længst døde — men ikke færdige.
Da noget ramte dem, vågnede de som et ekko fra en kamp, der allerede havde fundet sted.
De bevægede sig i gamle mønstre, råbte gamle kommandoer, som om de genopførte deres egen død.

Ekspedition 002 nedkæmpede dem – igen.
Da det sidste livsløse hyl forsvandt, steg en blålig damp op fra deres kroppe, som om noget gav slip.
Det var tydeligt, at dette ikke var første gang, de var blevet stoppet.
Spillerne tog deres våben — en praktisk nødvendighed i et sted, hvor døde ikke bliver liggende.

Herefter gik I ind i Main Lab.
Gamle arbejdsstationer stod hen i forfald, servere blinkede svagt som stumme vidner til eksperimenter ingen længere forstod.
Blandt kabler, terminaler og udstyr lå forladt grej med mærkning fra Expedition 001.

Den aflåste forskerfløj blev åbnet efter en vellykket alarm-deaktivering, og Ezekar gik straks i gang med at grave i datakernen.
Gemt bag ældgammel kryptering fandt han forskning, logs, VX-13-data og interne rapporter.
Han nåede endda at skimme dele af materialet — nok til at forstå, at forskerne her havde skubbet deres arbejde langt ud over det sikre.

Mens Ezekar arbejdede, undersøgte de andre Procedure Room.
Et koldt, klinisk rum, hvor videnskab havde overhalet etik.
Her tydede resterne tydeligt på kamp, kaos og forsøg der ikke var helt så “frivillige”, som dataloggen ellers foreslog.
Private Leon Korran havde tilsyneladende givet samtykke til bestråling med VX-13 — men overvågningen afslørede noget mere tvetydigt.
Kun gun-shells fra Sergeant Mira Halden tydede på, at militærdivisionen havde været her — og havde været under pres.

Til sidst trådte gruppen ind i Bio-Wing.
En klinisk korridor med rækker af høje, cylindriske tanke.
Fem af dem var brudt indefra — revnet glas, systemfejl og fejlmeldinger i konsollen langs bagvæggen.
De resterende tanke var stadig intakte, fyldt med en uklar væske og køligt blå lys.
Konsollen registrerede stadig aktive forsøg… samt en lang liste af Failures.

Power-coren stod stadig i vægmodulet ved kontrolpanelet.
I overvejede at tage den — men frygten for at destabilisere de intakte tanke og udløse et ukontrolleret resultat holdt jer tilbage.
Det føltes som en klokke, man ikke skulle ringe på endnu.

Det var her sessionen sluttede:
I et dybt, tyst laboratorium, hvor maskinerne stadig kører, forskningen stadig hvisker — og hvor noget venter i de dybere niveauer.

Efter at have rodet sig dybere ind i Cobalt Basin, endte gruppen i den støvede og forladte security lounge. Her fandt de en gammel lydfil optaget af en vagt, der for længst var holdt op med at stole på sine egne øjne. Han talte i en hviskende, desperat tone om kameraer der viste ting, som ikke burde kunne ske, om VX-13 der ikke længere opførte sig som et stof, men som noget levende… og om forskere, der hviskede bag lukkede døre, fordi selv væggene føltes farlige. Beskeden brød sammen midt i hans sidste sætning, og lige ved siden af fandt spillerne en EMP-granat – hans sidste, ubrugte livline.

De fortsatte ind i security room, hvor alt stod næsten urørt, som om bygningen holdt vejret. Pludselig blinkede en af skærmene: motion detected – level -3. Da de skiftede over, så de tre forskere i fuld retræte, paniske, jagede af noget kameraet endnu ikke viste. Den ene styrtede på gulvet, og de andre fortsatte uden at se sig tilbage. Det var først da kvinden lå alene i gangen, at skabningen viste sig. Den bevægede sig mellem frames som om tiden ikke gjaldt for den – Resonant Echoform Entity. Den nåede hende uden hast, rakte ud, og hun blev til blå støv, der steg som røg mod loftet. REE løftede derefter sit hoved og stirrede direkte ind i kameraet, som om den så spillerne. Og så gik strømmen.

I mørket hørte Kane Mercer metalliske bank og knæk et sted i bygningen – ikke tæt på, men heller ikke langt væk.

Gruppen fulgte gangen, hvor de havde set forskeren dø, men fandt intet andet end en kulde i luften, som om noget var gledet forbi for få minutter siden. De trak dybere ned mod Level -3 og fandt Datahub’en, hvor gamle logs og forskningsnoter afslørede VX-13's ustabile og voksende bevidsthed.

Derefter fandt de rummet, der skulle blive deres første kampzone: et tungt teknologisk kammer med en resonansplatform i midten. Her manifesterede REE sig igen – men kun delvist. Den semi-corporale form kæmpede i aggressive, glitchenende ryk, og spillerne pumpede så meget bly i den, at den brød sammen i blå energi og løb som røg gennem gulvspalterne mod Level -4.

Resten af etagen førte dem ind i The Flats, et beboelsesområde konstrueret af matteret glas og sparsomt inventar. Det lignede en slagmark. Blod, splatter, håndaftryk der var strøget op ad vægge, som om nogen var blevet trukket væk. Men ét rum skilte sig ud: tre forskere havde overlevet her i dagevis. På gulvet lå et ufuldstændigt makeshift signal-booster, koblet til en Personal Beacon. Gruppen hackede sig ind og fik kontakt med Lira Cho — levende, men fanget på Level -4 sammen med en ung forsker i chok, bevæbnet og ustabil.

Lira guidede dem til Den Gamle Nuke på Level -3, en gammel fusion-reaktor med en failsafe der kunne aktivere hele minens strømnet. Spillerne fik liv i systemerne igen, og de begyndte turen mod overfladen - men en overraskelse ventede i Main Lab. De fem eksperimenter fra bio-tank-wingen var sluppet fri og stormede mod dem. Kampen var kaotisk og blodig, men gruppen overlevede – knap nok. Lira og den unge forsker blev sendt til Vault Horizon.

Og så stod spillerne alene tilbage i Cobalt Basin. Strømmen brummenede gennem murene. Lugten af ozon og forrådnelse hang stadig i luften. Level -3 var renset, men Level -4 ventede. Ingen overlevende var bekræftet dernede. Kun REE. Kun mørket.

Gruppen tog beslutningen:
De ville ned.
De ville afslutte det.

Spillerne tog afsked med de to overlevende forskere og sendte dem tilbage til Vault Horizon via Personal Beacon-forstærkeren.
Mens Dr. Lira Cho trykkede Ezekar i hånden, mærkede han en svag, elektrisk impulserende sitren løbe gennem huden.
En næsten ubemærkelig vibration.
Noget… forkert.
Men uden ord, uden form, uden kontekst kunne han ikke sætte fingeren på det.
Endnu.

Derefter valgte gruppen frivilligt at fortsætte ned til Level –4 — mod mørket, mod hjertet af Cobalt Basin.

Svalegangen førte dem dybt ind i kløften, en flimrende stålkonstruktion over et højt, sort hulrum i bjergets indre.
Hver fod i metal gav et metallisk ekko, der ringede langs væggene som en døende klokke.
Temperaturen faldt mærkbart, som om luften blev suget ind i noget dybt og uhyggeligt.

Ved enden af gangbroen åbnede bjerget sig igen.
Her fandt de det rum, hvor Private Leon — eller det, der engang havde været ham — ventede.
Muteret, forvrænget af VX-13 resonans, faldt han gruppen i baghold..
Han kastede sig over gruppen med en brutalitet, der var mere dyr end menneske.
Han slog hårdt.
Men gruppen slog hårdere.
Og Leon faldt — endelig frigivet fra sin pine.

Turen fortsatte frem mod den enorme, majestætiske Clone Hall.
Her viste Resonant Echoform Entity sine sande muskler.
Hele hæren stod i stive formationer — hundredevis af kloner, glitchende og flimrende.
Deres tilstedeværelse var så massiv, at selv luften føltes som et net af elektrisk modstand.

Ezekar fik et syn:
Et bevidsthedsnetværk.
En struktur.
Et hive-mind af ekkoer og data, hvor REE trak i alle tråde og klonerne blot var organer i en større organisme.

Dybt i hallen fandt spillerne den hævede metalplatform — Overwatch Array.
Her kunne de skifte mellem datastrømme, visioner og feed fra hele networket.
Og her så de det ubærlige:

Dr. Lira Cho var synkroniseret med Resonant Echoform Entity.
Systemet viste dem hendes perception — elektriske silhuetter, resonerende konturer, et ikke-menneskeligt synsfelt.
Hun lå på en briks i Vault Horizon.
Hun var inde.
Forbi Marcus.
Forbi alle sikkerhedssystemerne.
Og hun så ikke længere verden, som mennesker gør.
Hun så den, som REE gør.

Den unge forsker — Vale — havde allerede “slukket”.
Hans feed viste intet.

Til sidst trådte gruppen ind i REE’s ultimative rum — tronsalen, den dybeste del af basinen.
Her sad det.
Resonant Echoform Entity i sin endelige form, omgivet af et ekko af sin hær.

I stedet for at dø i et stormløb, stod gruppen over for at skulle tale for deres liv.
En forhandling.
En konfrontation.
En debat med noget, der tænker i mønstre og frekvens, ikke i moral.

På mirakuløs vis — gennem en kombination af Kane Mercers autoritet og Ezekars intuition — lykkedes det dem at få REE til at overveje en alliance.
En mulighed for samarbejde.
Men som en test.
En begyndelse.
En måde for REE at se, om de kan være en del af det større mønster.

Der endte sessionen:
Foran tronen, i hjertet af resonansen.
Hvor liv og død, system og kaos, menneske og ekko… er på vej til at kollidere.

Gruppen tog hjem til Vault Horizon med en rigtig god fornemmelse om et stærkt fremtidigt samarbejde.

Et samarbejde med Kane Mercer beskrev: Vi skal tilbage til Cobalt Basin... Med en Nuke!