Don Álvaro de Sangre 1390–1410

"De kaldte mig handelsmand, men i mit hjerte vidste jeg, at jeg var meget mere. Det var i Levanten, jeg fandt teksten – dækket af støv og blod, men dens ord brændte som ild i mit sind. Da jeg læste, hørte jeg stemmen, Hasturs stemme. Han hviskede til mig om rigdomme og magt, og han lovede, at Palos ville knæle for mig."

Blodets Forening"
"Jeg kaldte dem til mig, de første disciple, og de skar deres håndflader op. Deres blod blandede sig med mit, og sammen messede vi for Hastur. Nogle faldt sammen, deres kroppe krampede, men jeg vidste, at det var fordi, de var for svage. De, der overlevede, blev mine brødre og søstre i mørket."

Hændelse med Kirken
"Præsten afslog vores tilbud, så vi tog, hvad vi ønskede. Hans tunge blev skåret ud, hans stemme blev Hasturs nu. Ingen turde stille spørgsmål, da vi tog kirkens guld til at finansiere vores ritualer. Jeg lo, da hans blod ramte alteret."

Fray Lorenzo del Velo Oscuro 1410–1432

"De kaldte mig en kætter og ekskommunikerede mig, men de forstod ikke. Jeg havde set lyset – ikke Guds, men Hasturs. Hans kraft var større, hans løfter dybere. Jeg vendte mig væk fra klosteret og tog min plads blandt dem, der forstod hans sande magt."

"Den Tavse Messe"
"I stilheden fandt jeg ham. Vores bønner blev sagt uden ord, og voksdukkerne brændte som sjæle på flugt fra deres skæbne. Jeg kunne mærke hans tilstedeværelse i flammernes dans. Det var der, jeg hørte hans løfter: 'Magt til den tavse, magt til den, der ser.'"

Hændelse med Dommeren
"Dommeren nægtede at frigive mine brødre, så jeg besøgte ham om natten. Han lå i sin seng, da jeg tog hans liv. Blodet flød, og hans sidste ord var en bøn til en Gud, der ikke lyttede. Hans blod skabte vejen for min næste ceremoni."

Doña Magdalena la Sombría 1432–1451

"Jeg var altid smuk. Min skønhed åbnede døre, men det var Hastur, der gav mig nøglen til de låste rum. Jeg lærte at spille spillet. Adelen var som får, og jeg var ulven, der styrede deres skæbne."

"Dansen for Den Gule Konge"
"De dansede for mig, mine trofaste. Nøgne og iført deres masker af voks og læder, bevægede de sig under månen. Jeg så deres sjæle blive ét med Hastur. Og da månen blev gul, vidste jeg, at han så på os."

Hændelse med Den Rivaliserende Familie
"De troede, at deres blodlinje var stærkere end min, men de tog fejl. Jeg lod dem invitere mig til deres fest, og jeg lod dem drikke min vin. Deres råb fyldte natten, da giften tog dem. Jeg sørgede for, at deres hus blev mit."

Don Salvador el Silencioso 1451–1474

"Jeg talte sjældent, men jeg behøvede heller ikke at gøre det. Stilheden er stærkere end ord, og det var i stilheden, at jeg fandt Hastur. Jeg lyttede til hans hvisken, hans løfter, og jeg førte kulten til nye højder."

"Tavshedens Aften"
"Vi sad i cirklen omkring den sorte ild, og jeg messede i stilhed. De, der talte, blev ofret. Stilheden var Hasturs stemme, og den fyldte rummet. Deres blod var min gave til ham."

Hændelse med Biskoppen
"Han troede, han kunne stoppe mig, men han undervurderede Hastur. Jeg lod ham finde mig, lod ham tro, at han havde vundet. Men da han sov, kom mine brødre. De førte ham til skoven, og der indhyllede vi ham i den gule røg. Hans skrig blev til Hasturs sang."

Don Rafael 1474–

"Jeg blev født som en simpel fisker, bundet til havet fra den dag, jeg kunne gå. Men havet var aldrig simpelt for mig. Det var levende. Det var en magt, en hersker, der krævede sin andel for at give sine gaver. Før jeg vidste det, var jeg mere end en fisker; jeg var en tjener for noget, som ingen andre kunne forstå."

De Første Ofringer og Havets Pagter

"Jeg husker den første gang, jeg mærkede ham. Jeg var en ung mand, ude på en stormfuld nat. Min båd var lille, bølgerne var store, og jeg vidste, at døden var tæt på. Men da stormen var på sit højeste, stilnede havet pludseligt. Jeg hørte en stemme, ikke som en mand, men som dybet selv. Den lovede mig sikkerhed – rigdom, fisk i overflod – hvis jeg gav den, hvad den ønskede. Jeg forstod det ikke dengang, men jeg nikkede."

"I starten var det små ting. Jeg ofrede en due til bølgerne, og næste dag var mit net fuldt. Jeg kastede en killing i dybet, og min båd vendte hjem med det største fangst, nogen havde set. Men som tiden gik, krævede havet mere. Jeg begyndte at forstå, at det ikke var gratis at tjene Havets Hersker. Han krævede blod, og han krævede loyalitet."

Fra Fisker til Hersker

"Da jeg ofrede mit første barn, et spædbarn, der knap kunne trække vejret, begyndte min rigdom at vokse. Havets brummen blev som en melodi i mine ører, og mit navn begyndte at sprede sig. Jeg blev ikke længere set som en fattig fisker, men som en mand med havets gunst. Mit net var aldrig tomt, mine forretninger blomstrede, og jeg begyndte at bygge noget større end mig selv."

"Men min hunger voksede. Det var ikke længere nok at være en velhavende mand; jeg ville have mere. Havets Hersker lyttede, og han krævede mere i bytte. Jeg begyndte at ofre dyr, derefter mennesker. Først var det de syge og de døende, men snart begyndte jeg at vælge dem, der havde meget at miste. Jeg fandt glæde i deres desperation, deres råb om nåde. Havet gav mig alt, jeg ønskede, men det tog også alt fra mig."

Tabet af Min Hustru

"Hun var mit lys, det eneste rene tilbage i mit liv. Men hun forsvandt en nat, uden spor. Jeg vidste, hvem der havde taget hende. Jeg råbte til havet, jeg bad om hendes tilbagekomst, men Havets Hersker svarede ikke. Jeg kastede mig på knæ på stranden, jeg skreg, men stilheden var min eneste belønning. Havet havde forladt mig."

"Det var der, jeg fandt ham. Hastur. Han talte ikke gennem bølgerne, men gennem mørket. Jeg mærkede hans tilstedeværelse i mine drømme, i skyggerne i mit hjem. Han lovede mig mere, end havet nogensinde kunne give – ikke blot rigdom og magt, men indflydelse, evigt liv, og hævn. Jeg tilbød ham mit hjem, mit sind, min sjæl, og han tog det hele."

"Jeg forvandlede mit hjem til et tempel for ham. Væggene blev dækket af symboler, hans navn blev ridset ind i gulvet, og alteret blev stedet for mine ofringer. Jeg ofrede ikke længere for at få; jeg ofrede for at tjene. Mine naboer begyndte at hviske om mig. De sagde, at jeg var blevet gal. Men jeg vidste bedre. Jeg var blevet oplyst."

"Det var på denne tid, at jeg mødte Don Mateo Serranos, en mand med en vilje af stål og en sjæl, der længtes efter noget større. Jeg tog ham ind, lærte ham vejen til Hastur, viste ham, hvad sand magt var. Sammen voksede vi. Han blev min højre hånd, min fortrolige. Jeg så på ham som min arvtager, men jeg forstod ikke hans sande natur. Han var mere ambitiøs, end jeg kunne forestille mig."

"Den Gyldne Flods Nat"
"Under en særlig klar nat samlede vi os ved stranden. Jeg ledte ceremonien, hvor vi ofrede 12 unge mænd og kvinder til Hastur. Deres blod løb som en flod ned i sandet, og jeg følte hans tilstedeværelse mere end nogensinde før. Han gav os styrke, magt, og en vision om, hvad der ventede os."

"Skyggernes Dom"
"Jeg dømte mine fjender i Hasturs navn. De, der modsatte sig mig, blev bragt til mit hjem. Jeg gav dem en chance for at bekende deres synder, men det var blot en formalitet. De blev ofret ved alteret, og deres sjæle blev givet til Hastur. Jeg så skyggerne tage dem. Jeg så deres frygt blive til hans styrke."

Rivaliseringen med Serranos

"Serranos begyndte at overgå mig. Jeg så det i hans øjne – sulten efter mere. Han forvandlede fængslet til Hasturs kirke, et sted for rædsel og frygt. Han begyndte at skabe væsner, skabninger formet af fangers smerte og lidelse. De adlød ham og blev hans hænder i mørket. Jeg vidste, at jeg ikke længere var Hasturs favorit."

"Men Hastur svigtede mig ikke. Han gav mig en ny styrke, en ny rolle. Han sagde, at jeg stadig havde en opgave – at overgå Serranos, at tage min hævn. Jeg ser Serranos nu, og jeg ved, at hans tid er ved at rinde ud. Hastur har givet mig en gave, som Serranos aldrig vil forstå. Jeg venter i mørket, og min tid vil komme."

"Mit sind begyndte at falde fra hinanden. Jeg så ting, som ingen andre kunne. Jeg hørte hans stemme i vinden, jeg så hans skygge i hver mørk krog. Serranos troede, han havde vundet, men han forstår ikke, hvad jeg er blevet. Jeg er ikke længere en mand; jeg er Hasturs redskab. Og snart vil han lære, hvad det betyder."

Og så, i de mest forpinte timer, hvor nattens mørke tynger mit sind som bly, glider mine tanker tilbage til havet.

Havet... det uendelige dyb, hvor herskeren af det salte kaos engang lyttede til mig.

Det var ham, der først skænkede mig rigdom og magt, da jeg blot var en fattig fisker med intet andet end mit blod og min desperation.

Dengang var bølgerne mine trofaste tjenere, og vinden selv bar mine fjenders navne til mit øre.

Det var simpelt, så simpelt.

Jeg gav blod, kød, liv – og jeg fik alt, jeg bad om. Havets hersker krævede meget, ja, men han svigtede mig aldrig... ikke før jeg selv svigtede ham.

Men nu? Nu står jeg med tomme hænder og en tung sjæl, mens Hastur lader mig synke dybere ned i glemslens sump. Hvorfor lader han mig rådne? Hvorfor er hans stilhed som et ekko, der aldrig ender? Hvis denne tavshed bliver hans endelige dom, hvad skal jeg så stille op? Jeg vil igen vende mig mod dybet. Jeg vil kalde på havets hersker – det store væsen, hvis råb kan få selv stjernerne til at vakle. Hvis Hastur svigter mig, vil jeg kaste mig tilbage i bølgerne, tilbage i dybets nåde. Jeg vil lade mig opsluge af havets mørke og føje dets hersker, hvis det er det, der kræves.

Og Serranos... Serranos!

Må han også smage dybet! Må havets hersker tage ham som en gave, et offer fra en mand, der har lidt og mistet alt.

Må hans korruption og forræderi blive hans undergang. Jeg vil personligt føre ham til vandets kant og lade bølgerne tage ham. Må han blive kvalt i det dyb, der engang svarede mine bønner.

Men... hvad hvis?

Åh, hvad hvis jeg ikke kan vælge?

Hvad hvis begge kræver min sjæl?

Hvad hvis jeg bliver revet fra hinanden – skåret midt over af to titaners grådige hænder?

Stjernerne og bølgerne, deres kræfter uden ende, der begge trækker i mig. Kan en sølle dødelig som mig tjene to herrer? Kan jeg overleve denne dans på kanten af vanvid uden at miste alt?

Mine tanker...

mine tanker driver bort som skibe uden sejl.

Jeg beder, jeg skriger, jeg råber til intetheden, men intet svarer.

Intet holder fast i mig, kun skyggerne og mit eget svækkede sind.

Sandheden er, at jeg ikke længere ved, hvem jeg er, eller hvor jeg hører til.

Kun én ting står klart i dette kaos: Hvis jeg skal styrte Serranos, hvis jeg skal genvinde min plads og rejse mig som noget større, må jeg vælge.

Havet eller stjernerne.

Begge kræver mit liv. Begge kræver min sjæl. Og begge lover magt. Men hvilken vil holde sit løfte? Eller vil begge forråde mig, som jeg engang har forrådt dem?