Kommandant

Elias “Ironhand” Kovács

Der findes ikke en soldat i Vault Horizon, som ikke kender Elias Kovács. Han er historien, de nye rekrutter hvisker om i kasernerne, og navnet, der får selv garvede vagter til at rette ryggen. Han er manden, der overlevede ti døgn på overfladen med intet andet end en halvautomatisk riffel og sin egen stædighed. Han er også manden, der mistede sin arm og fik den erstattet med en klods af koldt, slidt stål. “Ironhand” kalder de ham, og selvom han aldrig selv bruger tilnavnet, skinner der en snert af stolthed i hans øjne, når han hører det.

Kovács blev valgt, fordi ingen anden i divisionen turde udfordre ham. Ikke af frygt, men af respekt. Soldaterne siger: “Han lover os ikke overlevelse. Han lover at dø før os, hvis det kommer til det.” Hans folk stoler på ham, fordi de ved, han deler alle deres prøvelser. Han sover på de samme feltsenge som dem. Han spiser de samme rationer. Han marcherer forrest, når portene åbner, og støvet udenfor svider i lungerne.

Hans tilstedeværelse er rå og enkel. Han går aldrig med unødvendig pynt, og han taler aldrig for at høre sig selv. I Rådet er han kortfattet. Han spilder ikke et sekund på håb, drømme eller visioner. Når Ruiz taler om moral, når Sato skitserer fremtidens mennesker, når Rhea drømmer om nye opfindelser, sidder Kovács tavs, som om han allerede har regnet deres svagheder ud. Og når han endelig åbner munden, lyder det som en dom: “Hvis vi ikke kan forsvare os, findes der intet at forske i, intet at håbe på, intet at dele.”

For mange er hans privatliv en gåde. Han bor i et spartansk kammer, hvor alt, der minder om luksus, er fraværende. Det eneste personlige, han ejer, er et falmet gruppefoto af soldater i uniform. Han har aldrig forklaret, hvem de var. Han har aldrig behøvet det.

Men bag hans kolde ydre gemmer sig små sprækker, der afslører en mand, som stadig bærer noget menneskeligt i sig. Når han besøger træningshallen, hvor de unge rekrutter skyder deres første serier, folder han armene, læner sig tilbage og nikker. En mumlen slipper ud: “De lærer.” Det er næsten et smil – og for dem, der ser det, er det værd mere end tusind ord.

Dr. Elara “Major” Voss

De fleste kalder hende bare “Major.” Ikke som en militær titel, men som et øgenavn, der hænger fast, fordi hun taler med samme vægt og autoritet som en officer. Elara Voss er kendt for sin præcision: hun kan se på en liste af tal og straks vide, om Vault Horizon har, hvad den behøver. Hun er ærlig til benet – brutalt ærlig – og hun er blevet valgt, fordi hendes folk ved, at hun aldrig lover noget, hun ikke kan holde.

Hun er hverken karismatisk eller elegant. Hun er praktisk, jordnær, og hendes hænder er næsten altid dækket af olie, grafit eller støv. Hvis noget i Vaultens maskineri går i stykker, er hun ofte den første til at kravle ind i et hulrum med en lommelygte i tænderne. Hun er den slags leder, der ikke holder sig for fin til selv at skrue på ventiler eller bære reservedele. Det er en del af grunden til, at hendes division bliver ved med at vælge hende – hun er ikke bare en leder, hun er en af dem.

Mange beskriver hende som hård, men dem, der kender hende, ved, at hendes varme viser sig på andre måder end venlige ord. Hun er kendt for sin tørre, skarpe humor, og for at drille sine teknikere midt i lange nattevagter. Hun samler på gamle værktøjer, som andre ville smide væk, og hun har en tendens til at døbe dem med navne – en rusten skruenøgle hedder “Molly,” en revnet måler “Hans.” Når nogen spørger hvorfor, ruller hun bare med øjnene og siger: “Alt i denne Vault har et navn. Det gør det sværere at smide væk.”

Når Rådet mødes, er hendes stemme skarp som stål. Hun har ingen tålmodighed med store drømme, der ikke tager højde for virkeligheden. Når Ruiz taler om fællesskab, eller Rhea om fremtidige opfindelser, er det ofte Major, der afbryder: “Vis mig tallene, eller spild ikke min tid.” Hun er den, der skærer igennem diskussionerne med logik og statistik – og selvom det irriterer de andre, lytter de, fordi hun sjældent tager fejl.

Hun sover sjældent mere end fire timer ad gangen. Resten af tiden bruger hun på at gennemgå systemer, reviderer forbrugstal eller kravler rundt i Vaultens maskinrum. Mange siger, hun vil arbejde sig selv ihjel en dag. Men hun trækker bare på skuldrene og svarer: “Så længe jeg falder ned i en maskine og ikke i en seng, er det fint.”

Professor Adrian Sato

Adrian Sato er en mand, man enten frygter eller forguder. Når han går gennem Vaultens korridorer, gør han det med hænderne foldet bag ryggen og øjnene rettet mod noget, de færreste kan se. Han virker altid som om, han tænker længere frem end alle andre, som om han allerede har regnet verden ud. Hans laboratorier er sterile, men hans tanker er levende, rastløse og fulde af idéer, der kan virke både geniale og skræmmende.

Han blev valgt, fordi han har gjort det, ingen andre kunne. Det er Sato, der har holdt Vaultens børn raske. Han har fjernet sygdomme, der truede med at sprede sig i de tætte korridorer. Han har stået ved fødsler, hvor livet balancerede på en knivsæg, og reddet både mor og barn. For mange familier er han den, de skylder deres lykke. Og det giver ham en legitimitet, ingen kan tage fra ham.

Men Adrian taler ikke kun om helbredelse – han taler om forandring. Om genredigering, om at styre hvem der bør få børn, og hvordan de børn skal se ud. Han siger det roligt, næsten venligt, som en læge der forklarer en diagnose:
“Hvis vi fortsætter som nu, vil menneskeheden uddø. Vi må vælge at blive bedre.”

Hans tilhængere ser en visionær, der tør tage ansvar for fremtiden. Hans kritikere ser en mand, der langsomt krydser en linje, man ikke kan vende tilbage fra. Alligevel bliver han valgt igen og igen, fordi resultaterne taler højere end frygten.

Sato smiler sjældent, men når han gør, er det ofte i selskab med børnene, han selv har reddet. Han husker deres navne, spørger til deres helbred, og kan finde på at lægge en rolig hånd på deres skulder, som om de var mere end patienter – som om de var brikker i et større billede, kun han kan se.

Han taler aldrig om sit privatliv, men i hans ellers kliniske kvarter står et falmet fotografi af en kvinde og et lille barn. Han nævner det aldrig, og ingen tør spørge. Måske er det der, hans stræben stammer fra – et løfte om, at ingen igen skal gå tabt til den svaghed, han vil udrydde.

I Rådssalen er hans stemme lav og rolig, aldrig hævet. Han skærer sine ord ud som præcise snit, uden overflødige detaljer. Og netop derfor lytter alle, når han taler. For Adrian Sato er ikke en mand, man kan ignorere – han er en mand, man må forholde sig til.

Ingeniør Rhea Barks

Rhea Barks er gnisten, der nægter at brænde ud. Hun vælter gennem Vaultens korridorer med AR-briller på panden, datapads under armen og et smil, der kan få selv de mest stædige veteraner til at tøve, før de siger nej. Hun er karismatisk, frygtløs og drevet af en rastløshed, som hele hendes division både elsker og frygter.

Hun blev valgt, fordi hun repræsenterer håb. Ikke håb i form af bønner eller drømme, men i form af kredsløb, maskiner og opfindelser, der kan ændre verden. Hvor andre ser rust og ruiner, ser hun muligheder. Og hun er aldrig bange for at tage risikoen selv – faktisk er det en del af hendes ry.

Rhea har en vane, som hendes folk kalder “Barks’ prøve”: når hun har bygget noget nyt – om det er et exo-skelet, et våbensystem eller en prototype på et energinet – så tester hun det altid på sig selv først. Hun har flere ar, brandsår og små metalimplantater end de fleste vil gætte, men hun nægter at sende nogen i felten med noget, hun ikke selv har stået model til. Den holdning har givet hende et ry som en leder, der aldrig gemmer sig bag sine folk.

Hun har en fandenivoldsk attitude, der smitter. Under møderne i Rådet er hun den, der slår hånden i bordet, hvis tingene går i ring. Hun smiler, når Kovács skuler, og hun elsker at kaste en sarkastisk kommentar mod Major Voss’ tørre tal. Men hun får respekt, fordi hun tør sige: “Hvis vi ikke bygger nyt, så graver vi bare vores egen grav lidt langsommere.”

I sin fritid – hvis hun nogensinde har det – samler hun på gamle musikafspillere og bånd, og hendes værksted summer næsten altid af dæmpet musik blandet med gnister og svejseflammer. Hendes folk siger, at de kan høre hende synge med, når hun tror, ingen lytter.

Når hun står blandt sine maskiner, er hun ikke bare en ingeniør. Hun er Vaultens fremtid, fanget i et menneske, der nægter at acceptere, at alt, der er tilbage, er aske og mørke.

Samuel Harlow

Samuel Harlow var engang feltpræst. Han har set krig tættere på end de fleste i Vault Horizon, og han har båret både våben og bibel side om side, mens verden brændte omkring ham. De oplevelser satte sig dybt – og selvom han stadig bærer sin tro, er han ikke længere manden, der prædiker med ild i øjnene. Krigen tog den brændende glød fra hans prædikener og efterlod i stedet en stille, fast flamme.

I dag er han kendt for sin ydmyghed og sin evne til at lytte. Han taler sjældent direkte om Gud, men de værdier, han henter fra kristendommen – retfærdighed, tilgivelse og næstekærlighed – er en del af alt, hvad han gør. Han er ikke Vaultens læge, og han er ikke den, der samler de syge under sig. Han er derimod manden, der bruger sin erfaring og sin moralske stemme til at løse konflikter, dæmpe spændinger og minde Rådet om, at ethvert valg har konsekvenser for rigtige mennesker.

I Rådssalen er han den, der stiller de spørgsmål, de andre sjældent tænker på. Når Kovács taler om disciplin, når Major Voss ruller med tal, eller når Sato fremlægger visioner om menneskehedens næste trin, er det Harlow, der stopper og spørger:
“Men hvem bliver vi, hvis vi vælger sådan?”

Hans stemme er lavmælt, men hans ord bærer vægt. Selv i de mest ophedede debatter falder der ofte stilhed, når han begynder at tale. Ikke fordi han er den stærkeste, men fordi han er den mest ærlige. Hans ydmyghed gør ham ikke svag – tværtimod giver den ham en autoritet, de andre respekterer, selv når de er uenige.

Befolkningen i Vault Horizon vælger ham igen og igen, ikke fordi han lover dem mere, men fordi han minder dem om, hvad der står på spil. Han lever enkelt, holder stadig fast i sin gamle præstekrave, og går blandt folk i øjenhøjde. Samuel Harlow er ingen helgen, men han er blevet Vaultens samvittighed – og uden ham ville byens hjerte slå en smule koldere.

Ambassadør Selene Moreau

Selene Moreau er Vaultens ansigt udadtil – og dens skarpeste kniv. Hun møder altid folk med et smil, en rolig stemme og en elegance, der næsten føles som et løfte om tryghed. Men bag smilet ligger en kynisme så iskold, at selv de hårdeste forhandlere har fortrudt at undervurdere hende.

Hun er valgt, fordi ingen kan navigere gråzonerne udenfor som hende. Hun er den, der taler med vagabonder ved portene, vurderer deres værdi og beslutter, om de får adgang – eller bliver sendt tilbage ud i støvet. Hun kan forhandle en handel hjem, hvor Vault Horizon får alt, og modparten går derfra, uden helt at forstå, hvordan de blev snydt. Og hun gør det uden at hæve stemmen, uden at miste sit smil.

Hun tænker altid i, hvad der gavner Vaulten, og hun er villig til at ofre enkeltpersoner, grupper – ja, hele principper – hvis hun mener, det styrker helheden. Hvor Ruiz taler om moral, og Kovács om styrke, taler hun om resultater. Og hendes resultater er svære at argumentere imod.

Selv i Rådssalen er hun farlig. Hun sidder ofte tilbagelænet, som om hun ikke tager diskussionen alvorligt – men hun vælger sine ord med kirurgisk præcision. Hun kan dreje en samtale, så en modstander fremstår smålig, naiv eller direkte farlig, uden at hæve stemmen. Når hun smiler, er det som om hele salen fryser et sekund.

Befolkningen i Vault Horizon vælger hende igen og igen, fordi hun får tingene til at ske. Hun bringer ressourcer ind, hun skaffer allierede, og hun holder trusler ude. Mange beundrer hende for hendes beslutsomhed, men de fleste frygter hende lige så meget, som de respekterer hende.

Og hvor de fleste af Rådsmedlemmerne lever nøjsomt, gør Selene det modsatte. Hun lever ekstravagant, men aldrig vulgært: alt, hun omgiver sig med, udstråler stil og kontrol. Og hun gør det uden at undskylde – for i hendes øjne har hun gjort sig fortjent til det.

Det samme gælder hendes forhold til mennesker. Hun vælger sine selskaber med samme præcision, som hun vælger sine ord: nogle som trofaste allierede, andre som kortvarig underholdning. Mange falder for hendes karisma, men de fleste forstår hurtigt, at bag hendes varme smil ligger en kalkulerende vilje, som man gør klogt i ikke at krydse.

Selene Moreau er ikke bare Vaultens stemme mod omverdenen. Hun er også det rovdyr, der sikrer, at byen får, hvad den har brug for – koste hvad det vil.