The Warden

"Åh, denne arrest... mit hotel har en historie så rig og fascinerende, at det kunne fylde flere bøger – hvis nogen altså gad skrive dem. Du ser, det er ikke kun folk som dig, der har æren af at bo her. Nej, nej. Don Mateo Serranos hotel har haft ganske fornemt besøg gennem tiden.

Vi har haft lorder her. Ja, de fineste mænd, ridende højt til hest den ene dag, og den næste... tja, her hos mig. En celle er en stor udligner, ved du. Der er ingen forskel på en lord og en tyv, når døren smækker i og mørket lukker sig om dem. De siger, at magt kan få en mand langt, men hernede? Der gør magt dig bare mere ensom. Vi har haft embedsmænd, der troede de stod over loven, og her har de fundet ud af, at ingen er hævet over mit hotel.

De vil alle gerne ud, selvfølgelig. De prøver at forhandle, lover mig alskens ting. Men jeg ved, hvordan det ender. Før eller siden bliver de sluppet løs, går tilbage til deres heste og slotte... men jeg glemmer dem aldrig. Hver eneste af dem har efterladt noget her, en lille del af deres stolthed, deres ære – eller hvad der var tilbage af den.

Så ja, mit hotel har set det hele. Og hvem ved, måske kommer du til at dele værelse med én af dem. En, der stadig sidder i de dybeste kældre, hviske, mumle om magt, der er blevet taget fra dem. Men indtil da... nyd dit ophold. Vi tager os godt af vores gæster – selv dem, der kommer fra de fineste paladser."

"Ah, men nu, hvor du er her, skal vi ikke glemme de små detaljer, der gør Don Mateo Serranos hotel så... mindeværdigt. Du vil snart høre dem, rotterne. De er overalt, i væggene, under gulvbrædderne, og ja, nogle gange endda i dine sko, hvis du ikke passer på. Men de er kun en del af charmen, ser du. De har været her længere end mig – kender hver sprække, hver skygge.

Og så er der skrigene... Åh, du vil vænne dig til dem. De kommer fra de dybeste kældre, de steder, hvor selv lyset ikke vover sig ned. Nogle siger, det er sjæle, der kalder til Hastur, kongen klædt i gult, i håb om frelse. Men ingen hører dem. Ingen redder dem. Hvem skulle det være? Jeg? Nej, nej, det er ikke mit job at lytte. Jeg lader dem råbe og jamre, indtil de opgiver... eller finder noget værre at skrige til.

For du skal vide, der er skabninger her, der gør rotterne til småkryb. Dybt nede, i de mørkeste afkroge, lever ting, der ikke burde eksistere. Ondskab, så sort og dyb, at den kunne sluge dig hel. De venter, ser på dig fra skyggerne, lytter til dit åndedrag om natten. Nogle siger, de er rester af dem, der aldrig slap ud. Andre siger, det er noget meget værre. Men det er nok bare historier, ikke? Hvem ville tro på sådan noget?

Så, velkommen til Don Mateo Serranos hotel. Husk, vi tager os godt af vores gæster... men du må tage dig i agt for dem, der aldrig forlader deres værelser."